Hammersholm og Danmarks Kulturarv

Knud Erik Jørgensen fra Danmarks Kulturarv skriver om mulighederne for at genoprette Hammersholm:

Hammersholm ligger så smukt, midt mellem Hammershus mod vest og helleristningsfelterne mod øst. Hammersholm er også smuk, men mest på afstand. Går man tæt på er det tydeligt at især stuehuset er nødlidende. Det bliver derfor en udfordrende opgave at genoprette gården til fordums storhed.
Danmarks Kulturarv arbejder på at fremtidssikre Hammersholm. Det sker i tæt samarbejde med Foreningen Bornholm og Naturstyrelsen. Med udgangspunkt i et besøg på gården i januar 2025 og flere møder med både Foreningen Bornholm og Naturstyrelsen er der blevet udarbejdet en helhedsplan hvor Hammersholms historie skitseres, de tilbageblevne bygninger beskrives, ligesom planen præsenterer fire mulige scenarier for den fremtidige anvendelse. De fire scenarier er efterfølgende blevet reduceret til to som omvendt beskrives på en mere udfoldet måde. I løbet af fjerde kvartal 2025 er der fokus på at styrke organisationen omkring fremtidssikringen af Hammersholm.
Danmarks Kulturarv lægger i projektudviklingsarbejdet vægt på, at Hammersholm efter genopretningen skal kunne fungere som et økonomisk bæredygtigt foretagende. Det er derfor vigtigt at bygningerne får flere funktioner og at husets kommende aktiviteter ikke kun finder sted i sommersæsonen. Idet gården ligger i det helt unikke kultur- og naturlandskab, som Nordbornholm er, er det i fremtidsplanerne en forudsætning at de givne rammer i planloven og kommuneplanen mv. respekteres.
Danmarks Kulturarv ApS er et almennyttigt, ikke-kommercielt selskab som har ambitioner om at blive til Fonden Danmarks Kulturarv.
Yderligere information om Danmarks Kulturarv, https://dkkulturarv.dk